Sikkerhed

Vi passer godt på dit barn. Læs her, hvordan vi gør, og hvordan du kan hjælpe os.

Børn får skrammer, buler og blå mærker. Det er en naturlig og nødvendig del af deres erfaringsdannelse. Bliver man pakket ind i vat og bomuld, lærer man ingenting om sin krops muligheder og begrænsninger. Men børn må ikke komme alvorligt til skade, så vi holder sikkerheden i institutionen højt:

Søvn
De yngste børn sover i barnevogne med godkendte seler. Børnene tilses jævnligt, og der er babyalarm tilsluttet. De ældste sover i senge under opsyn.

Måltider
I vuggestuen serverer vi ikke gnavegulerødder, hele nødder og andre fødevarer, som små børn nemt får i den gale hals.

Legetøj
I vuggestuen er det tilgængelige legetøj godkendt til børn under 3 år. Der er skærpet opsyn, når børnene leger eller er kreative med små ting.

Legeplads
Vores legepladser er indrettet efter de gældende regler om materialer, faldunderlag m.v., og tilses jævnligt af en legepladsinspektør.
Børnene leger normalt under opsyn på legepladsen. Ind i mellem kan en lille gruppe børnehavebørn få lov at lege ude uden voksne, hvis vi vurderer, at børnene kender reglerne og har den fornødne modenhed til at følge dem.

Ture
Der er i reglen mindst to voksne på tur, og det vurderes nøje, hvor mange børn der er med pr voksen (efter børnenes alder og modenhed). 
I trafikken overholdes færdselsreglerne. Børnene går med hinanden eller en voksen i hånden. Der er særlig opmærksomhed, når vi går over vejen, og ind og ud af busser og tog.
Tager vi på udflugt med børn i christianiacykler, er børnene spændt fast og har cykelhjelm på.
I skøjtehallen skal børnene have cykelhjelm med hjemmefra.
På bestemmelsesstedet er der permanent opsyn med børnene. Er vi et sted med mange mennesker, får børnene trafikveste på. Har børnene fået lov at soppe på stranden, er der altid en voksen "yderst".

Det kan du gøre:

  • Fjern snore og lignende fra dit barns tøj
  • Giv ikke barnet halskæder, halstørklæder eller andet på, som kan hænge fast
  • Læg ikke plastikposer i barnets garderobe
  • Giv ikke dit barn legetøj med i vuggestuen, som ikke er godkendt til børn under 3 år
  • Børnene må ikke medbringe rulleskøjter, skateboards, løbehjul og cykler med kædetræk

Hvis uheldet er ude:

  • Kommer dit barn til skade i institutionen eller på tur, har vi førstehjælpskassen klar, og de fleste voksne har taget førstehjælpskursus.
  • Har dit barn fået en større skramme, bule, eller har slået hovedet, vil vi altid kontakte dig, så du er fuld informeret.
  • Har dit barn brug for at blive tilset af en læge, beder vi dig selv tage ham/hende på skadestuen; det er mest trygt for barnet at have far eller mor med.
  • Skulle det utænkelige ske, at et barn kommer alvorligt til skade, ringer vi naturligvis 112, og barnets pædagog følger med i ambulancen.
  • Ved tandskader skriver vi en rapport, som kan anvendes af barnets fritidsforsikring, hvis der viser sig at være blivende skader.