Fra vuggestue til børnehave

Når dit barn er cirka 3, er det tid at rykke op i børnehave.

Hvornår - og hvor - dit barn starter i børnehave, kommer an på flere ting - dels hvornår der er plads på en stue, og dels hvornår dit barn er klar. Her kigger vi fx på, hvordan dit barn sover, leger, og trives i samspillet med de andre børn og i dagens aktiviteter. Vi stræber efter, at dit barn flytter sammen med, eller hen til, kendte ansigter og sunde relationer, i det omfang det kan lade sig gøre.

I tiden op til overflytningen besøger vi stuen/afdelingen med de børn, der skal starte, og vi opfordrer også dig til at besøge stuen og snakke med de nye voksne. Det er ikke nødvendigt at du tager fri for at køre dit barn ind i børnehave, men vi anbefaler, at dit barn får nogle korte dage i starten, da han/hun kan blive meget træt af alle de nye indtryk.

Indtil den måned, dit barn fylder 3, får han/hun stadig mad fra Spirehusets køkken, og det er også os, der leverer bleer. Når dit barn fylder 3, får han/hun brug for en madkasse, drikkedunk og rygsæk. Det er vigtigt, at barnet kan åbne sin madkasse selv, og at rygsækken sidder godt på ryggen - du finder vores foldere om udstyr og madpakker under "Generel Information". Fra nu af skal I også selv levere bleer.